Nyhed 1

Da Fiat Chrysler-koncernes øverste chef, Sergio Marchionne, sagde, at han ville have otte nye Alfa Romeo-modeller på gaden inden 2018, lavede han ikke sjov. Vi har allerede fået den nye Giulia, der er planer om en stationcar og en crossover, og i midten af 2016 støder en længe ventet SUV til produktkataloget.

SUV’en, som endnu ikke – officielt – har noget navn, men indtil videre går under koden Alfa Romeo 949, bliver i mellemklassen, hvor den skal tage kampen op med biler som BMW X3, Mercedes-Benz GLC-klassen og Audi Q5. Og hvad der ellers må dukke op, for i øjeblikket virker det som om, at de fleste bilproducenter vil have en bid af det populære og voksende SUV-marked.

Den nye SUV bliver baseret på samme platform som Giulia, og ffølge rygterne er Alfa Romeo i gang med at udvikle nye fire- og sekscylindrede motorer. Den største bliver en V6 med turbo, der forventes at yde omkring 500 hk, mens den største diesel-motor kommer til at yde omkring 350 hk, hvilket er mere end Audi SQ5’s 309 hk.